Mandag d. 19. oktober 2020 modtog Dennis Byskov Hansen Jydsk Håndbold Forbunds fortjenstnål i Sølv ved et bestyrelsesmøde i forbundet.

Fortjenstnålen tildeles personer som gennem længere tid har gjort et fortjenstfuldt arbejde for JHF. Det er en person, som har været til gavn for håndboldsporten og den uddeles efter at et enstemmig forretningsudvalg har taget beslutningen.

Vi i HK 73 er utrolig stolte over, at kunne have Dennis som kapacitet i vores lille klub og i vores daglige virke. Han er en mand, som vi altid kan regne med, og som altid står klar med hjælp, vise ord og en helt masse viden på hvad der sker i håndbolden.

Dennis er en stor ressource for mig som formand og os som bestyrelse. Siden jeg trådte til, har der været mange opgaver, som ikke kun har drejet sig om sporten vi alle elsker, men vi har haft, som alle ved mange uforudsete udfordringer i forbindelse med Covid-19’s indtog i landet. Dennis filtrere igennem oseaner af viden som sendes ud og står altid klar med nyeste retningslinjer, opdatering af disse osv.

Dennis er født ind i HK 73 Rask Mølle – Dennis har selv spillet håndbold, fra han var helt lille, men har fra 12-13-årsalderen været tilknyttet klubben i enten den ene eller anden grad, først som træner og siden som bestyrelsesmedlem og nu som ungdomskonsulent. Det er frem til nu blevet til ca. 30 års tjeneste i den gule HK 73 trøje. Ud over alt hvad Dennis gør for os, er han også en del af JHF kreds 6 uddannelsesudvalg, og det er herindefra, man har indstillet ham til fortjenstnålen.

Dennis beskrives bedst med klassiske ord, han er loyal, arbejdsom og ikke mindst en god ven. Sammen når vi længst ,og det er jeg sikker på at Dennis også vil sige. I HK 73 hjælper vi nemlig hinanden – det er en del af den kultur, som Dennis også har været med til at skabe i og omkring klubben.

Ud over alt det arbejde Dennis gør for os i HK73 har han jo også en stor rolle i JHF kreds 6, hvor han er formand for uddannelsesudvalget i kredsen. Nogle af de ord som formand Palle Bækby for JHF kreds 6, sætter på Dennis for at beskrive ham er: Ildsjæl, idegenerator, én mands-hær – alle disse kan vi kun i HK73 nikke genkendende til.

Han er tidligere i 2015 kåret til årets ildsjæl, en pris som Energimidt, nu Eniig, står bag og i 2019 modtog han Dansk Håndbold Forbunds Rejselegat. Vi er stolte af at Dennis nu igen kan modtage anerkendelse for den person og det arbejde han gør for håndbolden.

Fra bestyrelsen i HK73 skal der lyde et stort, højt og ikke mindst velfortjent tillykke med hæderen. Vi som dine ”kollegaer” i klubben er utrolig stolte af at være på samme hold som dig.

De største lykønskninger skal der lyde fra os:

På vegne af bestyrelsen i HK 73 Rask Mølle

Jeanette samt Ann, Sebastian og Martin