Til alle spillere, forældre, ledere og trænere i HK 73 Rask Mølle:

Så er det lige før!!! En ny sæson står for døren og vi er klar til at starte træningen op i de kommende uger!!! Vi retter ind efter de gældende regler og vejledninger fra myndighedernes side og i hallerne er der sat spritdispensere op – så brug dem!!! Pas på hinanden – både store og små.

Efter en sæson 19/20, som coronaen satte en stopper for, er vi nu klar til en ny og spændende sæson. Vi har sagt farvel til en del trænere og dermed så siger vi også goddag og velkommen til mange nye. Vi har som i de øvrige sæsoner masser af forældretrænere og tusind tak for Jer!!! Vi har samtidig også fået trænere ind fra andre steder og ens for alle – ”ny” som ”gammel” – Vi glæder os til samarbejdet i den kommende sæson!!!

I de yngste årgange fra Trille og Trolle til U8 er det nye trænere, som starter op. Alle træningstider er koordineret med øvrige fritidsaktiviteter i Rask Mølle, så vidt at det har været muligt, så vi håber ikke at det giver sammenfald i kalenderen i de små hjem.

På Trille og Trolle holdet er det Peter Therkelsen og Sussie Thorsager, der holder styr på de yngste stjerner. Du skal lige have en mor, en far eller en anden voksen med og både store og små skal være klar på udfordringer på banen.

På U5 & U6 er det Patrik Larsen og Lars ”Butcher” Hougaard Sørensen, der er cheftrænere. Det er den første årgang, hvor kampe og stævner bliver en del af det at være til håndbold. Normaltvis så har det været enkelte stævner før og efter jul, som holdet har været med til.

På U7 & U8 er Michael Bruun Pedersen ny cheftræner og ved sin side har han Marianne og Frederik Eriksen. Marianne og Frederik er mor og søn fra Lindved og for Frederiks vedkommende så spiller han igen i år i HK 73. I den kommende sæson er det på U17 årgangen at han skal vogte målet. Marianne har gennem flere år været træner i Lindved, så sammen med Michael og Frederik er det en stærk trio vi har fået os samlet.

Ved U9 & U10 forsætter Claus Krøldrup Pedersen. Claus har fulgt årgangen efterhånden et par år og forsætter med den ældste del af mix årgangen. Mix skal dog kun ses i træningsøjemed. Kampmæssigt, så spiller drenge og piger hver for sig (så vidt det er muligt) på alle årgange fra de helt yngste til de allerældste eller som Dansk Håndbold Forbund ynder at sige det – ”fra vugge til grav”. Men derfor kan man jo sagtens have nogle fede træninger sammen.
Dette er en af de årgange, hvor vi desværre ikke er helt i mål med trænerbesætningen. Vi kunne rigtig godt tænke os en hjælper eller to til at træne sammen med Claus.

Hos U11 Pigerne forsætter Heidi Kirstine Andersen, hun har været i klubben gennem mange år. Først som ung træner for år tilbage og sammen med hendes børn er hun vendt tilbage og tager igen en trænertørn. Også her mangler vi en hjælper til Heidi, så sig endelig til hvis det kunne være noget for dig!!!

U11 drenge får fornøjelsen af Orla Holst Pedersen og Mikkel Østerkjærhus Poulsen. Orla er også en af de trænere, der er vendt tilbage til klubben efter først at have trænet her i hans ungdomsår og nu er vendt tilbage som forældretræner. Ved Orlas side er Mikkel som er en af vores U19 drenge, som efter et år på efterskole nu er vendt hjem og nu er startet på ungdomsuddannelse.

Celina Toft og Mathias Astrup er nyt trænerteam på U13 pigerne. Begge skal i den kommende sæson spille i HK 73 på vores senior hold. Celina er født og opvokset her i Rask Mølle og har spillet i klubben stort set altid, på nær et halvt på Idrætshøjskolen i Ikast (ISI). Mathias er ny i klubben, men er absolut ikke ny som hverken som træner eller spiller. Han er oprindeligt fra Skive, har været på trænerlinjen på Oure Idrætshøjskole, hvor han har taget Dansk Håndbold Forbunds divisionstræner uddannelse. Efterfølgende har han så været et halvt år på Færøerne, som semiprofessionel håndboldspiller, hvor han samtidig også var ungdomstræner. I sidste sæson var han træner i Fredericia HK.
Mathias kommer også til at stå for et nyt tiltag vi har lavet i klubben, nemlig målmandstræning. Det har gennem nogle sæsoner været et ønske fra både klubbens og ungdomsspillernes side at få tilknyttet en målmandstræner og langt om længe er det lykkes. Mathias kender selv pladsen indgående, da han selv er målvogter.

På drenge siden i U13 er det Henrik Lyshøj Hansen og Nicolai Behrens, der svinger tøjlerne. De er begge forældretrænere og Henrik har fulgt årgang 2008 siden at de startede til håndbold for flere år siden. Nicolai kom til HK 73 i sidste sæson, hvor han trænede U19 drengene. Nicolai har gennem flere år været træner på forskellige divisionshold i Vejle – Horsens området.

På U15 pigeholdet er det Ida Maarup, der er ny cheftræner. Ida var med på U15 pigeholdet i sidste sæson, hvor hun stod i mesterlære hos Per Laursen. Det har hun gjort så godt at vi er glade for at hun sagde ja til at overtage pigerne som cheftræner. Ida ønsker dog en makker og vi er i gang med at finde en, så skulle det være dig vi leder efter, så sig gerne til.

På drenge siden er det to af vores unge mere eller mindre lokale drenge, der er klar til styre nogle af vores ungdomsspillere. Det er Mikkel Eriksen og Johan Laursen, som står i spidsen for U15 drengene. Mikkel er Lindved dreng, som studerer i Århus, men spiller på vores seniorhold i 3. divisionshold. Mikkel har som flere af de øvrige trænere også været en tur på idrætshøjskolen i Ikast (ISI). Hans makker er Johan Laursen – Johan har været hjælpetræner på en del af vores ungdomshold og efter en tur på efterskole og er han nu startet op som tømrerlærling og klar til at  lære U15 drengene en masse.

U17 og U19 drenge kommer til at træne sammen under Ronnie Mathiasen og Per Laursen. De to årgange har trænet sammen siden januar og frem til coronaen lukkede Danmark ned og det gik rigtig godt. Spillerne svingede godt sammen og der var knald på træningerne, så derfor har det givet god mening at lade årgangene forsætte samarbejdet. Det vil også være muligt for spillerne, hvis de bliver vurderet klar til det at træne med senior herrerne.

U17 pigerne får Jens Erik Møller og Sara Møller som trænere. Selvom det er to gange Møller på bænken, så er der ikke (så vidt vides) familiebånd mellem de to trænere. Sara har spillet håndbold i HK 73 stort set altid og gør det forsat. Hun skal til februar 2021 starte op på fysioterapistudiet i Århus, men har sagt ja til at træne denne flok piger sideløbende med først arbejde og fra februar af studiet. Jens Erik har gennem de sidste 4 sæsoner trænet dameførsteholdet på seniorplan i Brædstrup. Før det har han været i forskellige klubber i og omkring Silkeborg heriblandt Funders damehold, som han førte fra serie 1 til 3. division.

Senior dameholdet får Sofie Rasmussen, som træner. Sofie overtog dameholdet ved juletid 2019 efter en nedrykning fra serie 2 til 3. Under Sofies ledelse gik holdet fra sejr til sejr og sikrede sig en oprykning til serie 2 inden coronaen kom. Lige pt. ligger det på vippen til om der skal være et eller to hold, så er du frisk på at spille håndbold, træne og have det sjovt, så send Sofie en besked, så hun ved at hun kan regne med dig.

Senior herrerne i 3. division forsætter med Søren Gottfredsen. Der kan skrives mange artikler om Søren og det gjorde Horsens Folkeblad på glimrende vis før sidste sæson: https://hsfo.dk/artikel/s%C3%B8ren-gottfredsen-vil-samle-herreh%C3%A5ndbolden-i-rask-m%C3%B8lle.

Kort kan vi dog fortælle at der på Søren håndbold cv står A landsholdsspiller, ligaspiller i AGF, KIF og Skjern samt udenlandsprofessionel i både Portugal og Spanien. På trænersiden har det budt på trænerjobs i flere forskellige klubber både på divisions- og ligaplan.
Inden coronaen lukkede blandt andet håndbolden ned i Danmark spillede 3. divisionsholdet med i den absolutte top af deres række i sidste sæson. Vi glæder og til at se hvor Søren og drengene ender henne i år.

Sebastian Therkelsen har siden december 2019 været tovholder på vores serie 3 herrer hold. Det skete efter at vi desværre måtte trække andetholdet efter blot 5 kampe i efterårsturneringen. Sebastian overtog telefonlisten og med stor flid har det lykkes ham at samle et stærkt hold bestående af spillere fra både Rask Mølle og opland, men også mange af hans studiekammerater som er flyttet til Horsens for at læse er blevet en del af holdet. På grund af udtrækningen tilbage fra efterårssæsonen 2019 glippede oprykningen, men lur mig om holdet endnu en gang ikke kommer til at være med i toppen af serie 3 i første omgang inden jul og så efter jul 2020 måske blande sig i topstriden i serie 2.

Som allerede beskrevet længere oppe, så har vi lavet aftale med Mathias om at blive målmandstræner i klubben. På samme måde, så arbejder vi på at få flere aftaler med andre specialtrænere på plads til den kommende sæson. Så de på skift lægge vejen forbi Rask Mølle Hallerne og være med til at udvikle spillere på forskellige positioner eller kommer med input til styrketræning, springtræning og meget andet. Vi går en spændende sæson i møde!!!

Vi har igen i år aftale med fysioterapeut Jette Lyshøj Hansen og igen i år er det gratis for alle spillere uanset årgang at benytte Jette. Som udgangspunkt er der ingen fast mødetid, så du skal blot kontakte hende på mobil 2088 8766 for råd og vejledning.

Fra HK 73 Rask Mølles side er vi glade og stolte over at erfarne trænere, som blandt andet Søren Gottfredsen, Nicolai Behrens, Jens Erik Møller, Per Laursen og Ronnie Mathiasen har valgt at træne vores spillere, men uanset om vores trænere er unge eller gamle, erfarne eller uerfarne, har spillet på landsholdet eller ”blot” løfter en opgave fordi der ikke var andre – så er ALLE en lige vigtig del af HK 73 Rask Mølle. Vi løfter i flok og vi gør hinanden stærkere.

Vi er glade og stolte over de mange trænerteams, som vi har fået sammensat og håber at kunne finde de sidste trænere inden alt for længe. Vi mangler som sagt trænere på U9 & U10 mix, U11 piger og U15 piger, så kontakt os hvis du kan og vil hjælpe os.

Alle holds sider er opdateret og i de kommende uger vil der komme billeder af henholdsvis trænere og holdene ind på siderne. På holdenes sider er det også muligt at betale kontingent, men først fra på fredag af – find dem på https://hk-73.dk/

Træningstider / årgange kan findes her:
https://hk-73.dk/om-hk73/traeningstider-2/

Sponsorer har vi ikke nævnt, men vi er glade for at kunne meddele at alle har valgt at forsætte – husk at støtte dem og støt gerne lokalt (også selvom de ikke er sponsor i klubben):
https://hk-73.dk/sponsor-udvalget/sponsorer/

Til sidst – Vi håber at se både nye og gamle spillere i alle aldre til træning i Rask Mølle Hallerne i den kommende sæson.

Ingen kan alt – Alle kan noget – Sammen kan vi gøre det utroligste…

Med venlig hilsen

HK 73 Rask Mølle