Årets Rask Mølle Cup er nu kørt i hus og fra stævneudvalget er vi utrolig glade for hvordan det er gået.
53 hold deltog, heriblandt flere nye klubber. Men mange af vores ”gamle” gæster har også besøgt os, så alt i alt er vi glade og godt tilfredse med hvordan det er gået.
Vi havde lørdag gang i 9 haller og søndag 6 haller. Centrum for stævnet er som altid Rask Mølle med de to haller og skolen, hvor alle 415 overnattende gæster var indkvarteret.

Lørdag aften var der som altid stor stævnefest med mad fra Rask Mølle Kro samt diskotek. Der var gang i dansegulvet og selvom der var en smule ømme ben hos deltagerne, så gik turen både i baren og på dansegulvet.



Morgenmaden var igen i år lagt i hænderne på Elin og Frank i Rask Mølle hallerne,
Et stævne, som vores, kan ikke lade sig gøre uden en masse frivillige. Lige fra alle vores mange hjælpere i dommerbordene til dem, som sørger for at Rask Mølle hallen bliver ryddet lørdag nat og gjort klar til håndbold igen søndag morgen kl. 9. Vi har rigtig mange af Tordenskjolds soldater og det er vigtigt for bestyrelsen i HK 73 Rask Mølle at vi får flere involveret i det store arbejde, der er rundt om et stævne som vores.
Fra stævneudvalgets side, så kan vi se på at 8-9 måneders planlægning kulminerer i denne weekend, så det er fedt at planerne klapper og vi kan se at alle forberedelserne har båret frugt.
Vi ved dog allerede nu at vi med stor sandsynlighed i 2024 kommer til at lave vores A række om – det er den række, hvor divisionsholdene spiller. Her kommer vi til at tilbyde 2 kampe lørdag a 2*25 minutter, så holdene kan være klar til turneringsstart weekenden efter.
Flere ting er i overvejelserne, men lige nu så nyder vi at være på den anden side, men vi glæder os allerede til næste år.
Tak til alle vores mange frivillige, til hallerne og deres personale, til dommere og sidst men ikke mindst tak til spillere, trænere og ledere fra de deltagende klubber for et godt stævne.
Vi ses næste år.
Stævneudvalget
Rask Mølle Cup 2023
