Som en af blot 15 klubber i hele Danmark er HK 73 Rask Mølle blevet udvalgt til at deltage i GF Forsikrings ”Vi støtter håndboldpigerne” kampagne.

Derfor har vi den fornøjelse at inviterer alle vores U8, U10 og U12 spillere til håndboldlandskamp på storskærm tirsdag d. 4. december kl. 20.00. Danmark møder Sverige i åbningskampen til EM og vi viser hele kampen på storskærm i Rask Mølle Hallerne. Alle øvrige spillere, forældre med flere er selvfølgelig også inviteret til kampen.

GF Forsikring sender en stor kasse med supporter t-shirts i børnestørrelser ud til klubben, så vi håber på at en masse feststemte piger og drenge vil møde op til arrangementet. De må meget gerne tage deres forældre og søskende med til kampen. For at skabe den bedst mulige stemning opfordrer vi alle til at komme med i bedste roliganstil med flag, klaphat, flag i ansigtet osv.

Tanken bag arrangementet er “Fremtidens stjerner går forrest og hepper på Danmark”. Så selvfølgelig skal vores små lokale talenter også heppe på de danske piger!!

Vi er selvfølgelig opmærksomme på at kampen spilles i de sene timer, specielt for de små, men vi håber alligevel at I vil støtte op omkring arrangementet. Det er selvfølgelig helt ok at liste af i pausen, så dynen kan passes.