Efter at have hvilet på laurbærene over at være rykket i A-rækken, var det tid for første turneringskamp i A. Modstanderen, ØHK havde spillet i A før jul, og var vant til tempoet.

HK73s drenge startede lidt nervøst og skulle lige finde en rytme i et helt andet tempo og meget mere fysik, end det var tilfældet i B-rækken. Der blev scoret en del fra stregen fra ØHKs side, og der skulle gå lidt tid, før der kom hul på scoringerne. Alligevel kom drengene med, og efter de første 20 minutter, stod det 6-8 i ØHKs favør.

I anden halvleg stod drengene lidt bedre i forsvaret og fik bedre fat fra start. Samtidig fik Oliver også has på nogle af skytterne.

Desværre var det som om, der var lidt forvirring i angrebet, og alle forsøgte ihærdigt, men det blev til enkeltmandspræstationer fremfor holdspil. Det resulterede i nogle boldtab, og ØHK fik nogle lette mål i ca. 10 minutters udfald fra HK73s side.

Kampen endte 12-17 til ØHK.

Dog fik drengene vist, de kan være med et godt stykke henad vejen. Nu skal der bare gås mere til stålet og være 100% koncentration i alle 40 minutter. Samtidig skal alle spillere melde sig ind, så vi får mere trussel fra alle pladser. God fight drenge, det skal nok blive godt!

Målscorere: Jonas 6, Kristian 2, Frederik 2, Sebastian 2.